Dyreværnet opfordrer kæledyrsejere til at preppe til mindst syv dage

Hvis Danmark rammes af længerevarende strømafbrydelser eller svigt i infrastrukturen, kan det blive svært at skaffe både forsyninger og dyrlægehjælp. Derfor opfordrer Dyreværnet kæledyrsejere til også at indtænke deres dyr i familiens kriseberedskab.
Myndighedernes generelle anbefaling er, at man skal kunne klare sig i mindst tre døgn. For kæledyr anbefaler Dyreværnet, at man så vidt muligt har forsyninger til syv til 14 dage.
Det gælder blandt andet foder, drikkevand og eventuelt specialfoder. Ejere bør også have de nødvendige ting til dyrenes daglige pleje, såsom kattegrus, hundeposer, hø til kaniner og marsvin samt rengøringsartikler. Legetøj og andet aktiveringsudstyr kan desuden hjælpe dyrene med at håndtere stress under en krise.
Husk medicin og en plan for evakuering
Dyr, der får medicin, skal have et lager, så behandlingen kan fortsætte, hvis dyrlægen eller apoteket ikke er tilgængeligt. Dyreværnet anbefaler også, at ejere har oplysninger om sygdomme, behandlinger og vaccinationer på papir samt kontaktoplysninger på egen dyrlæge og et døgnåbent dyrehospital.
Det er samtidig vigtigt at være forberedt på en eventuel evakuering. Transportkasser, seler, liner, tæpper og sammenklappelige skåle bør være tilgængelige, så dyrene hurtigt kan komme med. Det kan også være en fordel at aftale på forhånd, hvem der kan tage sig af dyrene, hvis ejeren selv bliver forhindret.
Særligt dyr som fugle, krybdyr og fisk kan have behov for en særskilt nødplan, hvis strøm eller varme forsvinder, da de kan være afhængige af eksempelvis opvarmning, UV-lys eller filtrering.
Dyreværnet understreger, at kæledyr er afhængige af deres ejere og derfor skal tænkes ind i beredskabet, inden en krise opstår.
Faktaboks: Kriseberedskab til kæledyr
- Forsyninger: Foder og drikkevand til mindst syv dage, gerne 14.
- Identifikation: Chip eller øremærkning, registrering og opdaterede kontaktoplysninger.
- Medicin: Ekstra forsyninger til syv til 14 dage samt papirkopier af relevante sundhedsoplysninger.
- Udstyr: Skåle, rengøringsartikler, plejeudstyr og aktivering tilpasset dyrearten.
- Evakuering: Transportkasse eller bur, sele eller line, tæppe og vandbeholder.
- Nødkontakter: Telefonnummer til egen dyrlæge, døgnåbent dyrehospital og en person, der kan hjælpe med dyrene.
- Særlige behov: Plan for dyr, der er afhængige af strøm, varme, UV-lys eller filtrering.






Accepter kun nødvendige cookies