Familiesammenførte kvinder holder hånden under den danske ældrepleje

Antallet af udenlandske SOSU-medarbejdere i den danske ældrepleje er steget markant gennem de seneste år. Siden 2011 er der kommet 11.400 flere medarbejdere med udenlandsk statsborgerskab, mens antallet af danske SOSU-medarbejdere er faldet med 3.200.
Dermed har udenlandsk arbejdskraft både opvejet faldet blandt danske medarbejdere og stået for hele nettovæksten i ældreplejen. I dag har næsten hver femte SOSU-medarbejder udenlandsk statsborgerskab.
”Udenlandske SOSU-medarbejdere har både udlignet et fald i antallet af danske medarbejdere og samtidig stået for hele væksten af nye medarbejdere blandt SOSU´er i ældreplejen,” siger Mille Bjørk, analysechef i ROCKWOOL Fonden.
Analysen viser, at 79 procent af de nye udenlandske SOSU-medarbejdere er indvandret til Danmark som voksne. Næsten halvdelen, svarende til 44 procent, er kommet som familiesammenførte, mens 18 procent er flygtninge, der har fået asyl.
Mange af medarbejderne kommer fra MENAPT-landene, som står for 30 procent, eller fra Sydøstasien, der tegner sig for 20 procent.
”Både flygtningekvinder og familiesammenførte er i mindre grad i job end andre kvinder i Danmark. Men det, at så mange af dem har fundet vej ind i ældreplejen, peger på, at der kan være potentiale for at rekruttere nye SOSU’er blandt både familiesammenførte og flygtninge, der har fået asyl,” siger Mille Bjørk.
Samlet er antallet af SOSU-medarbejdere i ældreplejen steget med omkring 10 procent fra 2011 til 2025. Det skyldes blandt andet, at flere ældre borgere og stigende levetid øger behovet for arbejdskraft.
Fakta om analysen
- Analysen dækker udviklingen fra 2011 til 2025.
- Antallet af SOSU-medarbejdere steg fra 83.700 til 92.100.
- Antallet af udenlandske medarbejdere steg med 11.400, mens antallet af danske faldt med 3.200.
- Andelen med udenlandsk statsborgerskab voksede fra 6 til 18 procent.
- 79 procent af de nye udenlandske medarbejdere er indvandret som voksne.
- 44 procent er familiesammenførte, mens 18 procent er flygtninge med asyl.
- 30 procent kommer fra MENAPT-landene og 20 procent fra Sydøstasien.






Accepter kun nødvendige cookies