Jagten er gået ind på Danmarks Sejeste Idrætslærer 2026

Nu kan elever, forældre, kolleger og skoleledelser indstille kandidater til prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer 2026. Prisen uddeles for ottende gang og skal anerkende lærere og lærerteam, der får elever med forskellige forudsætninger til at deltage og udvikle sig gennem idrætsundervisningen.
En af årets nye jurymedlemmer er tidligere håndboldlandsholdsspiller Jesper Nøddesbo, der fremhæver idrættens betydning for fællesskabet.
”At bevæge sig sammen har altid været en stor del af de fællesskaber, jeg har haft glæde af gennem mit liv. Derfor betyder det noget for mig, at børn også får mulighed for at opleve glæden ved at høre til og mærke, at de har noget at bidrage med. Idrætslærerne spiller en vigtig rolle i at skabe rammerne for det, så børn med forskellige forudsætninger får lyst til at være med. Derfor er jeg glad for at være med i juryen og anerkende det arbejde, de gør,” siger Jesper Nøddesbo.
Prisen kan gå til både en enkelt lærer og et helt idrætslærerteam. Indstillingerne skal indeholde en skriftlig begrundelse eller en kort video, hvor man gerne må beskrive en konkret situation, hvor kandidaten har gjort en forskel for eleverne.
Blandt kandidaterne udvælges fem finalister – én fra hver region. De offentliggøres 18. januar 2027, hvorefter alle kan stemme frem til 27. januar. Vinderen findes på baggrund af afstemningen og juryens vurdering.
Vinderen modtager 25.000 kroner fra A-Sport til redskaber og udstyr til skolens idrætsundervisning. Derudover får skolens idrætslærere gavekort til kurser hos Dansk Skoleidræt.
Fakta om prisen
- Indstillingsperiode: 3. november til 8. december 2026 klokken 23.59.
- Hvem kan indstille: Elever, forældre, kolleger, skoleledelser og andre.
- Indstilling: Via skoleol.dk med en skriftlig begrundelse eller en kort video.
- Finalister: Fem kandidater – én fra hver region – offentliggøres 18. januar 2027.
- Afstemning: Alle kan stemme frem til 27. januar 2027 klokken 23.59.
- Præmie: 25.000 kroner til idrætsudstyr samt kursusgavekort til skolens idrætslærere.
- Kåring: Vinderen offentliggøres ved et arrangement på vedkommendes skole i februar 2027.






Accepter kun nødvendige cookies