Ny ulvemodel skal fastlægge grundlaget for mulig jagt i Danmark

Hvor mange ulve skal der være i Danmark, før det kan blive muligt at indføre jagt? Det skal en ny bestandsmodel være med til at afklare.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sender nu opgaven i offentligt udbud. Modellen skal fastlægge både en minimumsbestand og en referenceværdi for den danske ulvebestand. Det skal give myndighederne et fagligt grundlag for at forvalte ulven i overensstemmelse med EU's habitatdirektiv.
Målet er at fastsætte minimumsbestanden så lavt som muligt, samtidig med at kravene til artens overlevelse og bevaringsstatus overholdes.
”Ulven er et fredet dyr, og derfor er vi forpligtet til at have en levedygtig ulvebestand. Det er samtidigt helt afgørende, at danskerne i hele landet er trygge, og at husdyrholdere kan sove trygt om natten. Derfor skal vi have det faglige grundlag på plads, så vi kan indføre jagt. Vi skal ikke have en større bestand, end vi er forpligtet til. Det skal den nye model bidrage til at sikre,” siger minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen.
Udbuddet omfatter også rådgivning til myndighederne om ulveforvaltning samt faglige vurderinger af, hvordan forskellige former for regulering vil påvirke bestanden.
Modellen forventes færdig i løbet af 2027. Der er afsat tre millioner kroner til arbejdet og den tilhørende rådgivning.
Fakta om den nye bestandsmodel
- Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sender opgaven i offentligt udbud.
- Modellen skal fastlægge en minimumsbestand og en referenceværdi for ulve i Danmark.
- Minimumsbestanden er det mindste antal ulve, der sikrer, at arten ikke uddør.
- Referenceværdien skal sikre en tilstrækkeligt robust bestand og fastsættes højere end minimumsbestanden.
- Referenceværdien indgår i vurderingen af, om Danmark lever op til habitatdirektivets krav om gunstig bevaringsstatus.
- Modellen og den tilhørende rådgivning forventes færdige i 2027.
- Der er afsat tre millioner kroner til arbejdet.






Accepter kun nødvendige cookies