Nyt projekt skal gøre litteraturkanon relevant for nye generationer

Hvordan kan klassiske værker af blandt andre H.C. Andersen, Karen Blixen og Søren Kierkegaard engagere læsere i dag? Det skal et nyt projekt fra Aarhus Universitet undersøge ved at skabe fællesskaber omkring gymnasiets nye litterære kanon.
Projektet hedder Vi læser kanon sammen – fællesskaber om dansk litteratur og skal give unge og voksne mulighed for at læse, diskutere og genfortolke litteraturarven sammen med nutidige forfattere og forskere.
”Kanonforfatterne har været med til at forme vores sprog, kultur og forestillinger om, hvem vi er. Men de skal ikke kun læses, fordi de står på en liste. De skal bringes i spil og mødes med de spørgsmål og erfaringer, som optager læserne i dag. Derfor inviterer vi gymnasieelever og andre læsere til at være aktive deltagere i arbejdet med at åbne værkerne på ny,” siger Simona Zetterberg-Nielsen, lektor ved Aarhus Universitet og projektleder.
Syv forfattere fra VELUX FONDENs Writers-in-residence-program skal samarbejde med syv litteraturforskere om at udvikle nye indgange til værkerne. Elever på 2. og 3. årgang i gymnasiet skal læse tekster af både en kanonforfatter og en nutidig forfatter og selv være med til at vælge emnerne for samtalerne.
Derudover skal projektet etablere åbne læsefællesskaber i hele landet, både fysisk og online. De fysiske arrangementer skal blandt andet foregå i Sorø, Odense, København, Fredericia, Rungsted og Vejle.
VELUX FONDEN har støttet projektet med knap seks millioner kroner. Resultaterne skal blandt andet omfatte syv bøger i Tænkepauser-formatet fra Aarhus Universitetsforlag, forskningsartikler og en rapport med erfaringer og forslag til fremtidigt samarbejde mellem forskere og forfattere.
Faktaboks: Projektet kort fortalt
- Navn: Vi læser kanon sammen – fællesskaber om dansk litteratur.
- Initiativtager: Aarhus Universitet.
- Bevilling: Knap seks millioner kroner fra VELUX FONDEN.
- Syv kanonforfattere: Ludvig Holberg, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Henrik Pontoppidan, Karen Blixen, Tove Ditlevsen og Inger Christensen.
- Deltagere: Syv forskere, syv forfattere samt gymnasieelever og voksne læsere.
- Aktiviteter: Læse- og samtalefællesskaber både fysisk og online.
- Resultater: Syv Tænkepauser-bøger, forskningsartikler og en rapport.






Accepter kun nødvendige cookies