Sundhedsråd afsætter knap 20 millioner kroner til bedre hjælp til udsatte borgere

Bedre samarbejde og stærkere faglige kompetencer skal sikre, at borgere med særlige behov får den rette hjælp tidligere og oplever mere sammenhæng i deres forløb i sundhedsvæsenet.
Derfor har Sundhedsråd Amager og Vestegnen besluttet at afsætte i alt 19,8 millioner kroner til at styrke de kommunale sundhedsindsatser.
Af beløbet går otte millioner kroner til fælles kompetenceudvikling blandt medarbejdere i de ni kommuner. Det skal blandt andet gøre sygeplejersker bedre rustet til at løse sundhedsopgaver tæt på borgerne og hjælpe medarbejdere på botilbud med at opdage tegn på fysisk sygdom hos mennesker med udviklingshandicap eller psykisk sygdom.
Derudover afsættes 11,8 millioner kroner til at styrke kommunernes samarbejde om borgere med komplekse sociale, psykiske og sundhedsmæssige udfordringer. Det gælder også ældre, der har behov for hjælp fra flere dele af sundhedsvæsenet.
Indsatsen kan blandt andet bygge på erfaringer med socialsygepleje, følgeskab til læge eller hospital og mere opsøgende hjælp til borgere, der har svært ved at finde vej i sundhedssystemet.
Tormod Olsen (Enhl.), formand for sundhedsrådet, fremhæver behovet for bedre koordinering mellem kommuner og region.
”Særligt nogle af vores ældre borgere har nogle patientforløb, hvor de mellem hyppige behandlinger på hospitalet har brug for en specialiseret hjælp fra akutsygeplejerske og den kommunale hjemmehjælp. Her skal kommuner og region blive bedre til at dele viden og gode løsninger med hinanden, så vi kan skabe mere sammenhæng i den hjælp, som borgerne og patienter får både af hospital og i den kommunale pleje. Jeg er stolt over, at vi i fællesskab på tværs af region og kommuner har fundet nogle gode løsninger,” siger Tormod Olsen (Enhl.), formand for Sundhedsråd Amager og Vestegnen.
De konkrete indsatser er endnu ikke fastlagt. Kommunerne skal først udpege relevante områder og derefter udvikle løsningerne i fællesskab. Arbejdet med indsatser for borgere med komplekse behov forventes at kunne begynde i andet halvår af 2027.
Faktaboks: Midler til sundhedsindsatser
- Samlet beløb: 19,8 millioner kroner.
- 8 millioner kroner: Fælles kompetenceudvikling for medarbejdere i ni kommuner.
- 11,8 millioner kroner: Styrket samarbejde om borgere med komplekse behov.
- Formål: Bedre faglighed og mere sammenhængende borger- og patientforløb.
- Mulige indsatser: Socialsygepleje, følgeskab til behandling og opsøgende hjælp.
- Forventet opstart: Arbejdet med indsatser for borgere med komplekse behov kan begynde i andet halvår af 2027.






Accepter kun nødvendige cookies